Fangstmetoder

Fældefangst

Ved fældefangst anvender man typisk en form for fangvæske, da meningen er, at dyrene går/flyver i fælden, hvorefter de konserveres indtil indsamlingen. Ved indsamlingen lægges dyrene i sprit til senere artsbestemmelse og optælling hjemme under stereoluppen. Registrering med fælder er typisk metoder, der er relativt lette at reproducere,  fordi der generelt ikke er så mange variabler og fejlkilder, som ved manuel fangst. Derudover indfanger fælderne normalt et stort materiale samtidigt med at tidsforbruget i felten er lavere. Koordinaterne for fældernes præcise placering gemmes altid. Derudover noteres vejrforhold i fældernes fangstperiode, som kan være meget afgørende for resultaterne. Fældernes dimensioner noteres ligeledes. Når metoden skal være reproducerbar kommer man ikke udenom anvendelse af fangvæske, og nogle fælder, f.eks. fangbakker, fungerer slet ikke uden fangvæske. Eksempelvis faldfælder kan bruges uden fangvæske, men typisk resulterer dette i, at større rovinsekter begynder at æde fældernes øvrige indhold, således at resultaterne ikke bliver retvisende. Prædationen kan dog minimeres ved at lægge mos og løv ned til skjul. På steder hvor man ved, at der er bestande af sårbare insekter, kan det give god mening kun at anvende fangstmetoder, der ikke medfører at insekterne slås ihjel. Således blev der f.eks. ikke anvendt fangvæske i faldfælderne ifm. eftersøgning af Bøgeløber for Vejle Kommune i 2018. Bio-Con anvender fangvæske i form af rent vand ved kortere indsamlinger eller i form af saltvandsopløsning ved længere indsamlinger. Der suppleres med en dråbe opvaskemiddel for at bryde overfladespændingen. Nedenfor gennemgås nogle af de mest relevante former for fældefangst i forbindelse med Bio-Cons ydelser.

Fangbakker
Fangbakker (se Fig. 2) er meget effektive til at fange bestøvende insekter som bier, svirrefluer, gravehvepse mm. De bliver tiltrukket af fangbakkens farve i troen om, at den er en blomst. Da mange arter har en forkærlighed for en enkelt planteart, planteslægt eller blomsterfarve, varierer fangsten alt efter hvilken farve man anvender. Gule og hvide fangbakker er nogle af dem, der giver den bedste fangst, og skal man vælge én farve, er gul typisk et godt valg. Men også lilla og blå kan give gode resultater. Der er desuden stor variation i artssammensætningen af bestøvende insekter over sommerhalvåret, så hvis man vil have en nogenlunde bred registrering, skal man anvende fangbakker i flere farver, og foretage fældefangsten spredt i hele sommerhalvåret. Fangbakkerne står typisk åbne omkring 5 døgn ad gangen.

Faldfælder
Faldfælder er meget effektive til at fange insekter (og andre invertebrater), som lever på jordoverfladen. Metoden er særligt vigtig til fangst af løbebiller, da disse er nataktive, og om dagen typisk gemmer sig under sten, mos eller i jorden omkring rødder, hvorfor de er svære at finde i dagtimerne. Blandt andre typiske fangster i faldfælder kan nævnes næbmundede insekter (frøtæger, blomstertæger, cikader mm.), diverse biller (bladbiller, snudebiller, rovbiller mm.), græshopper, edderkopper (især jagtedderkopper) osv., selvfølgelig med variation alt efter årstiden. For løbebillernes vedkommende er foråret det bedste tidspunkt, da de fleste løbebiller yngler i denne periode, og derfor er meget aktive. Hos mange arter fremkommer den nye generation i sensommeren, hvorfor fangst i slutningen af august og i september også kan give gode resultater.

Vinduesfælder
En vinduesfælde består af en gennemsigtig plast- eller glasplade, som insekter ikke kan se, når de kommer flyvende. Når de støder ind i pladen falder de ned i en beholder med fangvæske. Nogle grupper af insekter søger dog især opad når de støder ind i pladen, f.eks. tovinger og årevinger. Skal disse grupper overvåges, skal man derfor have en fangstbeholder i toppen af fælden også, eller supplere med malaisefælder, som fungerer efter samme princip. Malaisefælder beskrives derfor ikke separat her. Vinduesfælder kan fange meget store mængder af dyr, og det er en fangstmetode, der er relativt let at reproducere. Derfor bruges den blandt andet til overvågning af trælevende biller, som ofte kan være tidskrævende at eftersøge manuelt. Ulempen er, at mange insekter kan flyve over store distancer, så jo mindre det pågældende areal er, jo større vil påvirkningen være fra udefrakommende insekter.

Lysfælder
Lysfælder tiltrækker mange nataktive insekter, især natsommerfugle, men også en del tovinger, årevinger og biller. Dyrene søger til lyset, og videre ned i en beholder, hvor de kan observeres den efterfølgende dag. Bio-Cons lysfælder er batteridrevne, og som udgangspunkt anvendes der ikke fangvæske.

Fælder med lokkemiddel
Man kan lave flere forskellige fælder med lokkemiddel, f.eks. ådsel, møg, ost, rødvin, rådnende frugt og grønt mm. Det er næsten kun fantasien der sætter grænser. Lokkemiddel med fast konsistens, f.eks. ådsel, kan med fordel placeres på et gitter med stor maskestørrelse, hvorunder en beholder er placeret, således at den fungerer som en faldfælde.

Manuel fangst

Bio-Con anvender en lang række manuelle fangstmetoder alt efter artspotentialet. Et næsten fast redskab i den forbindelse, er en hvid opvaskebalje, som har adskillige funktioner. Opvaskebaljen er oplagt at fotografere i, fordi baljens sider giver god belysning af fotoemnet fra alle sider ved anvendelse af blitz, således at mange detaljer kan ses. I kombination med det rette fotoudstyr (60 mm makro + telekonverter med 2x forstørrelse) betyder det, at størstedelen af de fundne dyr artsbestemmes allerede i felten ud fra billederne, hvorefter de genudsættes og løbende indtastes med præcise koordinater. Derudover er opvaskebaljen oplagt til at studere fangsten fra forskellige fangstmetoder, da man her hurtigt kan skabe sig et overblik over insekterne. Studeres fangsten direkte i f.eks. et insektnet, kan det være svært at holde overblikket over fangsten. Meget hurtige insekter som svirrefluer, bier og sommerfugle, skal dog studeres i insektnettet, da de ellers undslipper. Opvaskebaljen har yderligere funktioner, som fremhæves i gennemgangen.
Antallet af fundne individer er ofte lavere end ved fældefangst, bl.a. fordi indsamlingsperioden er kortere. Til gengæld findes insekter typisk på deres præcise levesteder, hvilket er meget relevant i forhold til vurdering af arternes status og trusler på lokaliteten, samt for at kunne give konkrete forvaltningsanbefalinger. 
Nedenfor gennemgås nogle af de mest almindelige former for manuel fangst, der anvendes i Bio-Cons arbejde.

Ketsjning
Ketsjning er en af de vigtigste manuelle fangstmetoder, og dækker over både ketsjning med vandnet, slagnet og sommerfuglenet. Til særligt hurtige insekter, som sommerfugle, svirrefluer og bier er et sommerfuglenet at foretrække, da det er lettere og da dyrene (afhængigt af modellen) kan skimtes gennem nettet. Til fangst af disse grupper er blandt andet partier med mange blomster og blotlagte sandflader i fokus. Til grundig ketsjning i vegetation er det nødvendigt med et net i kraftigere materiale (slagnet), da det ellers hurtigt bliver slidt. Denne slags ketsjning kan give et stort antal invertebrater fordelt på mange forskellige ordener, og kan hurtigt give et overfladisk indblik i diversiteten af arter på lokalieten. Vandnet har en større maskestørrelse, så vandet hurtigere siver igennem, og det egner sig derfor ikke rigtigt til brug i vegetation. 

Løvsugning
Løvsugning er en særdeles effektiv metode til eftersøgning af invertebrater i urtevegetation samt på jordoverfladen. Ved denne metode anvendes en ombygget løvblæser, som suger alle invertebrater på og umiddelbart over jordoverfladen op i en stofpose, hvorefter indholdet studeres i en balje. Metoden fanger mange invertebrater, som ikke findes ved ketsjning, da en del arter opholder sig på eller meget nær jordoverfladen, hvor de er umulige at ketsje. Derudover kan den bruges i meget tæt vegetation, som man ikke kan ketsje i. Metoden er reproducerbar, da alle invertebrater på og over jordoverfladen suges op. Der er således færre fejlkilder end ved ketsjning, hvor vejrforhold, tidspunkt på dagen mm. har en stor indflydelse på resultaterne, idet mange insekter under visse forhold søger ned til jordoverfladen, ligesom at mange biller lader sig falde, når man nærmer sig. Således kan fangsten ved ketsjning variere en del.
En ulempe ved løvsugning, er at man ikke kan dække lige så store arealer som ved ketsjning, så indsatsen målrettes især på steder, hvor chancen for sjældne arter vurderes at være stor. Når metoden skal være reproducerbar, bør man foretage moniteringen i felter spredt på moniteringsarealet (jf. Fig. 6).

Afbankning i bankeskærm
Når det kommer til undersøgelse af insektlivet på løv og grene af træer og buske, er afbankning meget effektivt. Mange insekter lader sig nemlig falde ned når de forstyrres. Da man ved andre fangstmetoder, eksempelvis ketsjning, har et relativt lille fangstareal, når man her kun at fange en lille del inden man har rystet grenene så meget, at de fleste insekter har ladet sig falde til jorden. Til fangst af hurtige insekter som dagsommerfugle, bier og svirrefluer er det dog nødvendigt at ketsje.
Mest effektivt er det at afbanke i en bankeskærm (jf. Fig. 7), men der kan også afbankes i en paraply eller en stor balje/bakke.

Sigtning af substrater
En sigte er et vigtigt redskab, som åbner op for utroligt mange muligheder, fordi man kan opkoncentrere dyr fra en stor volumen af substrat, og derefter let observere dem. Oplagte substrater at sigte er opskyl, førne, mos, myretuemateriale, dødt ved, træsmuld, træsvampe osv. Man bør have forskellige maskestørrelser tilgængelige alt efter formålet. Til substrater hvor materialet er meget groft, er en maskestørrelse på 1-2 cm ofte at foretrække. Til substrater hvor materialet er meget fint, er en lille maskestørrelse at foretrække, f.eks. omkring 3 mm eller endnu mindre, hvis der er tale om eksempelvis helt pulveriseret træsmuld.
Det sigtede materiale kan undersøges direkte i felten, men de bedste resultater får man ved at hjemtage materialet til sold, især i vinterhalvåret, hvor dyrene er meget inaktive og særligt svære at få øje på i felten. Det foregår ved at materialet hældes i dørslag oveni en spand (jf. Fig. 9), ideelt set med en varmekilde ovenfor, hvorefter dyrene søger nedad og falder i spanden, hvor de let kan observeres. Nogle biller, herunder mange bladbiller og snudebiller, søger dog opad, så afhængigt af hvilket materiale man har sigtet, kan det være en god idé at sætte en pose på dørslaget, som dyrene søger op i. Det gælder især for opskyl, hvor en stor del af insekterne søger opad. Se mere om teknikken i denne tråd på Naturbasen.

Uddrivning af møg
Møg kan undersøges direkte ved at findele møg med hænderne (påført handsker!), hvilket primært er relevant, hvis konsistensen er hård. Den mest effektive metode er at lægge møgklatten i vand (jf. Fig. 10), hvilket tvinger biller og andre insekter ud, hvorefter de flyder op til overfladen. Metoden virker uanset konsistensen, og er en reproducerbar metode til registrering og optælling af møgbiller. Det er dog vigtigt at være opmærksom på forholdene under transporten af møgklatterne til uddrivningsstedet. Hvis møget fragtes i lukkede beholdere er holdbarheden kort, især hvis temperaturen er høj, så i dette tilfælde er det vigtigt med køleelementer. Høje temperaturer i poserne medfører hurtigt døende insekter, som derfor ikke tvinges ud ved uddrivning, hvilket resulterer i væsentlige fejlkilder. Derudover har man ved indsamling af eksisterende møgklatter ikke fuldstændig kontrol over indsamlingsstedet. Skal metoden være så reproducerbar som muligt, skal man derfor indsamle frisk møg, og placere en defineret mængde på koordinater, der bliver gemt. Foretages der en grundig indsamling af eksisterende (og koloniserede) møgklatter spredt på hele moniteringsarealet, må metoden dog formodes at være ret reproducerbar.
Andre substrater, f.eks. skovbund, star-tuer mm. kan også uddrives. Ofte vil sigtning dog være at foretrække, men hvis substratet er hårdt, kan dette være besværligt.

Klækning
Mange insektarter er kun aktive i ganske kort tid, og nogle af disse arter er oven i købet svære at registrere i aktivitetsperioden. Medmindre man har mange besøg på en lokalitet, spredt over hele feltsæsonen, misser man derfor en masse arter. Dette kan man til dels komme udenom ved klækning fra substrater, f.eks. dødt ved (kviste, grene, stubbe, rødmuldet ved mm.), smuld fra hulheder, svampe (træsvampe, støvbolde mm.), galler, miner osv. Substrater med mindre volumen er ofte meget simple at klække, og kan blot lægges i et glas eller en bøtte med et par udluftningshuller i låget. Substrater med større volumen har i højere grad en tendens til at mugne, især hvis det er vådt eller fugtigt. Derfor bør indsamlingen som udgangspunkt ske i tørre perioder. Derudover kan substratet lægges i klækkebokse, som er designet til at skabe stor udluftning omkring substratet (Fig. 11 til højre).

Overhældning med vand på blotlagt jordbund
En del insektarter er tilknyttet bredzonen af rindende og stillestående vand, hvoraf mange skjuler sig i revner, under sten og nedgravet i jorden. Disse kan tvinges frem ved at overhælde vand på bredderne. Nogle arter er især tilknyttet sandbund mens andre er tilknyttet mere mudret bund. Et eksempel på en art tilknyttet sandbund, er den sjældne og rødlistede Sølvplettet Glansløber (Bembidion litorale), som lever på de vegetationsløse sandbanker, der dannes i mæandrerende vandløb. Den blev fundet på en ny lokalitet i forbindelse med insektregistrering i Kolding Kommune i 2016. Sådanne arter kan i øvrigt også registreres ved undersøgelse (sigtning) af opskyl.

Aftensøgning
Aftensøgning med lygte på lune aftener kan give gode resultater. Denne metode er eksempelvis den vigtigste metode til eftersøgning af Bøgeløber, som kun i mindre grad fanges i faldfælder, da den ofte opholder sig på stammer og stubbe. Mange af de vedlevende biller skjuler sig om dagen i huller og revner i bark og dødt ved, men kommer om aftenen frem og kan findes kravlende på ydersiden af værtstræet.
Flere af de nataktive insekter kan også registreres effektivt ved brug af faldfælder og lysfælder.